Voldums historie

Senmiddelalderen

Tiden mellem middelalder og op til 1600-tallet, må man søge de historiske minder omkring Clausholm og de større gårde på egnen. Kirkerne er også gode kilder til oplysning om fortiden. På Rud kirkegård står en gammel tagformet gravsten fra middelalderen, der er genbrugt i 1600-tallet og igen i 1800.

I Voldum kirke har der fra sen middelalder, siddet en sten med tekst på lige over for prædikestolen. Da den var ved at smuldre væk, blev teksten af kong Frederik d. 4. overført på et sort egebrædt og opsat på væggen igen – men som ikke eksisterer mere. På brættet kunne læses følgende: 1235 blev Clausholm belagt af Valdemar d. 2., og efter lang belejring blev den inddragen og ynkelig spoleret med omliggende gods, hvilken gerne tager en sådan ende med dem, som sætter sig op mod øvrigheden, som er ordineret af gud. Clausholm er en meget gammel herregård, der rimeligvis hidrører fra Christoffer d. 2. og grev Gerts urolige tider.
Under jydernes opstand mod kong Valdemar Atterdag, drog kongen selv i efteråret 1359 herover og Clausholm var mellem de slotte som Valdemar indtog. Men så snart han havde forladt Jylland igen, blev Clausholm erobret tilbage igen.

Under krigen mod svenskerne i 1658, blev den daværende ejer af Clausholm, oberst Hans Friis særlig kendt for sit patriotiske og behjertede forhold, da han tappert forsvarede Clausholm mod fjenden bl.a. med sit regiment på 800 ryttere.

I Nielstrup skal have ligget en hovedgård, der havde gods der grænsede til Randers fjord. I Nielstrup på matr. 7a Nielstrupgård er der i haven neden for verandaen, langs med stuehuset, rester i jorden af en gammel bygning. Store munkesten viste rester af en gammel bred mur, der fortsætter i østlig retning over mod hækken og vejen. En del af denne mur blev fjernet ved dræning ca. 1975. Rester af gammel kanonkugle er fundet i samme område. Der er ligeledes fundet en gammel rusten jernøseske med rester af bly i bunden. Måske er gården blevet ødelagt ved en af de mange krige og belejringer, der har været på egnen? Der må dog have været en eller flere gårde i 1500 tallet, da der i Hornslet kirke tidligere har været en tavle med en inskription, der nævner adelsjomfruen Ellen Jensdatter Rosenkrantz fra Nielstrup i Galten herred. Hun døde den 29/3 1587 og efter eget ønske og efter begæring af Jørgen Rosenkrantz begravet i Hornslet kirke. Det er ukendt hvordan hendes forbindelse til Nielstrup har været.

I haven på Nielstrupgård står også en eller nærmere to gamle lindetræer. De skulle stamme fra Clausholm og være plantet samtidig som Dronningens Alle i 1730’erne – og bliver kaldt Anne Sopies lind. Også Alstrupgård har været tidligere en hovedgård, der i 1406 ved dom af Erik af Pommeren blev tildømt Essenbæk Kloster.

I den sene middelalder hørte området oprindeligt under Clausholm Gods. Det var her på egnen, bønderne omkring 1750, som de første strejkede og gjorde oprør mod hoveriet. Clausholm har et barok slot bygget i slutningen af 1600-tallet af storkansler Rewentlow. Hans datter Anna Sophie blev bortført af Frederik den fjerde og hun blev senere Dronning af Danmark. Clausholm er i dag en turistattraktion.

Stenalderen